I Danske Motorcyklister (DMC) kigger vi i disse dage mod nordøst med stor respekt. Vores svenske søsterorganisation, Sveriges Motorcyklister (SMC), har netop gjort status over kursussæsonen 2025, og tallene taler for sig selv:
Overvældende 11.500 personer deltog i SMC’s køretekniske kurser det forgangne år.
Det er et resultat, der vækker genlyd – ikke bare i Norden, men i hele det europæiske MC-fællesskab.
Sikkerhed drevet af lyst, ikke tvang
Det mest imponerende ved dette resultat er fundamentet, det hviler på. De svenske motorcyklister tager deres egen sikkerhed seriøst og har selv valgt at dygtiggøre sig.
Dette er sket helt uden indblanding eller løftede pegefingre fra myndighedernes side. Det er ren og skær motivation og ansvarsfølelse, der driver værket. Det er en præstation, som ingen anden svensk trafikantgruppe kommer i nærheden af – de når knap nok motorcyklisterne til sokkeholderne, når det gælder frivillig efteruddannelse og engagement i egen sikkerhed.
Noget for enhver smag
SMC har formået at opbygge et imponerende repertoire af kurser. Uanset om man er nybegynder, bidt af en gal offroader, erfaren touring-kører eller man ønsker at banke rusten af efter vintereren, findes der et relevant kursus.
Førertræning: Den vigtigste vej til færre uheld
Tallene fra Sverige er ikke bare imponerende statistik; de er et udtryk for en dyb forståelse for trafiksikkerhed. Vi ved nemlig fra både statistikker og erfaring, at førertræning er den enkeltfaktor, der betyder allermest for at nedbringe antallet af MC-uheld. I DMC deler vi derfor SMC’s vision om, at en dygtig motorcyklist er en sikker motorcyklist.
Hvis du vil have bedre styr på maskinen, behøver du ikke krydse Øresund. DMC tilbyder også køretekniske kurser, hvor vi fokuserer på netop de færdigheder, der gør din kørsel både sjovere og langt mere sikker. Ved at deltage investerer du ikke bare i din egen sikkerhed, men du bakker også op om et stærkt dansk MC-fællesskab.
Et stærkt bagland og internationalt samarbejde
Den massive opbakning til kurserne sender også et klart signal om SMC’s position. De svenske motorcyklister bakker loyalt op om deres organisation, som arbejder utrætteligt for motorcyklismen – både internt i Sverige og på den internationale scene.
I DMC har vi en lang og stolt historik med at samarbejde med SMC. Vi mødes ofte i internationale fora, hvor vi udveksler erfaringer og kæmper for motorcyklisternes rettigheder og vilkår. At se vores naboer have så stor succes, bekræfter kun værdien af det arbejde, de udfører.
Vi sender et stort og velfortjent “tummen upp” til de svenske motorcyklister og til vores kolleger i SMC. Godt kørt!
Foto: Thomas Makropoulos, kursister i Danmark under (næsten) fri leg