Det er efterhånden ved at blive en utrolig trættende affære. Det, der burde være en seriøs, faktabaseret dialog om trafiksikkerhed, har i den grad fået karakter af at være en krig på ord. Rådet for Sikker Trafik har på under en uge sendt to pressemeddelelser på gaden, som direkte skyder mod motorcyklisterne. Den slags kan være fair nok, hvis fakta havde været på plads, men endnu engang er det ikke tilfældet.
Efter det første udspil om ulykkesstatistikker, måtte DMC rykke ud og påpege, at trafiksikkerhed handler om kompetencer, ikke skræmmekampagner. Nu forsøger Rådet så igen med en ny pressemeddelelse: “Alt for mange på motorcykel tager chancer med alkohol i trafikken”.