I denne weekend er repræsentanter fra de europæiske motorcykelorganisationer rejst til Stockholm. Ikke kun for at køre tur sammen, selvom det også er på programmet, men fordi at FEMA i dag holder sommermøde for medlemsorganisationerne.

Her diskuteres aktuelle udfordringer og problemstillinger, der aftales hvad der skal gøres, og der udveksles erfaringer mellem landenes motorcykelpolitiske interesseorganisationer.

Til information for de der ikke læser DMC bladet kan oplyses, at DMC har en årelang tradition for at deltage i disse møder. Det gør vi for at have indflydelse på det FEMA gør i forhold til EU, samt for at udveksle erfaringer på tværs af landene. For det er nu engang sådan, at vi opnår de bedste resultater, ved at arbejde sammen.

FEMA er den europæiske sammenslutning af motorcykelorganisationer, som DMC er en del af.
FEMAs mission er at fremme motorcyklisters interesser og forsvare motorcyklisters rettigheder i hele Europa og globalt.

Traditionen tro kommer der nogle ord om sommermødet i det næste DMC blad.