I oktober 2025 skrev Henrik Suhr fra DMC til alle landets 98 kommuner om, hvor svært det er at parkere en motorcykel lovligt. Kort efter opfordrede vi jer medlemmer til at tage budskabet med ud til kandidaterne i kommunalvalgkampen. Det fik vi en række svar på, fra både kommunalpolitikere og fra flere kommuners administration. Svarene viste, at mange ikke var klar over de udfordringer, vi motorcyklister står overfor i dagligdagen.
I juni 2026 tog vi sagen helt ind på Christiansborg.
I et brev til Folketingets Transportudvalg og partiernes transportordførere foreslog DMC tre ting. Flere motorcykler skal kunne dele én p-bås. Der skal være klare nationale regler for MC-parkering. Og motorcykler skal ved lov fritages for p-skiver, som blæser væk eller bliver flyttet af fremmede.
Udvalget bad transportministeren kommentere brevet, og svaret er kommet. Ministeriet erkender, at der mange steder er uudnyttet plads til MC-parkering, og ministeren har bedt Vejdirektoratet være opmærksom på det på statsvejene og motorvejenes rastepladser. Ministeren bekræfter også, at flere motorcykler godt må dele en bås på offentlig vej. Bindende nationale regler vil hun dog ikke lave, og på private pladser bestemmer selskaberne fortsat selv. Til vores forslag om at fjerne kravet om p-skive på motorcykler fik vi ikke det svar vi håbede på.
I næste nummer af medlemsbladet kan du læse hele historien: hvad vi bad om, hvad vi fik, hvad vi ikke fik, og hvad det betyder for dig, næste gang du skal parkere. Er du ikke medlem, kan du nå det endnu.
Indtil da kan du læse DMC’s vejledning om parkeringsregler for motorcykler. Der kan du også se hvor der er krav om parkeringsskive på motorcykler der parkeres.
Foto: Thomas Makropoulos