DMC har netop sendt en officiel skrivelse til Folketingets Transportudvalg, samtlige ungdomspartier og landets medier. Budskabet er klart: Aldersgrænsen for det lille motorcykelkørekort (A1) bør sænkes til 17 år for at styrke trafiksikkerheden gennem erfaring.

I skrivelsen peger DMC, der har repræsenteret danske motorcyklister i over 50 år, på en markant skævhed i den nuværende lovgivning. Mens unge i dag kan styre køretøjer på op mod 50 tons som 16-årige (traktor) eller køre bil som 17-årige, må de vente til de er 18 år med at sætte sig på en lille 125 ccm motorcykel.

Erfaring frem for forbud

Der er ingen evidens for, at det gør de unge til bedre bilister eller motorcyklister at vente. Tværtimod vil en sænkelse af aldersgrænsen til 17-årige give de unge mere værdifuld erfaring i trafikken.

”Med de nuværende regler får de unge mindre erfaring i at køre motorcykel, så der vil være fornuft i at rykke erhvervelsen af A1-kørekortet ned til 17 år, så man kan få mere motorcykelerfaring,” lyder det i henvendelsen fra Henrik Suhr fra DMC.

Statistikken taler sit eget sprog

DMC henviser til tal fra Danmarks Statistik, der viser en positiv udvikling for motorcyklisterne:

  •  Bestanden er vokset fra ca. 60.000 i 1998 til over 170.000 i 2024.
  • Færre ulykker: Antallet af ulykker er i samme periode faldet fra 355 til 169 årligt.
  •  Moden gruppe: Den eneste gruppe, hvor ulykkestallet er steget, er blandt personer over 45 år.

Samtidig er antallet af udstedte A1-kørekort faldet drastisk, fra 572 i 2013 til blot 323 i 2024, hvilket DMC ser som et tegn på, at de nuværende regler spænder ben for fødekæden til en ellers fornuftig transportform.

Et opråb til politikerne

Henvendelsen er nu landet i Folketingets oplysning og hos transportpolitikerne.

I DMC håber vi, at politikerne vil se på de faktiske forhold, frem for at holde fast i fordomme. Det vil bringe Danmark på linje med de lande, vi normalt sammenligner os med, hvor adgangen til motorcykelkørsel er mere fleksibel for unge.

Hos FEMA kan man sammenligne aldersgrænser for kørekort i de europæiske lande.

Politikernes holdninger

I skrivende stund har vi fået de to første tilbagemeldinger. Svaret fra et af partierne på Christiansborg er positivt, men et endeligt svar kommer først når spørgsmålet har været forbi en anden person i partiet. Det andet parti afviser blankt at ændre loven.

Vi vil, som altid, bringe en opfølgende artikel i næste DMC-blad.