Det er et halvt år siden, at Danske Motor Cyklister (DMC) for alvor satte fokus på de kaotiske parkeringsforhold for motorcykler i de danske byer. Selvom kampagnen har lagt fundamentet, er dialogen med de lokale myndigheder langtfra slut. DMC modtager fortsat svar fra kommuner landet over, som nu begynder at forholde sig konkret til de problemstillinger, vi rejste.

“Vi har noteret jeres behov”

Senest har Henrik Suhr, bestyrelsesmedlem i DMC, modtaget flere svar der tyder på, at budskabet om de tohjulede trafikanters udfordringer er trængt igennem de kommunale forvaltninger. I et af de nylige svar lyder det blandt andet:

“Tak for jeres henvendelse og for at dele de udfordringer, motorcyklister oplever i forbindelse med parkering.

Vi har noteret:

  • Behovet for mere ensartede regler
  • Udfordringer ved fælles brug af p‑båse
  • Ønske om flere og mere hensigtsmæssigt placerede MC‑pladser

Jeres input vil indgå i vores løbende vurdering af, hvor der kan skabes forbedringer inden for de eksisterende rammer.

Tak for de konkrete eksempler og forslag..”

Flere kommuner anerkender nu, sort på hvidt, de tre hovedpunkter, som DMC har kæmpet for:

  1. Behovet for mere ensartede regler: Det skal være slut med at gætte på reglerne, hver gang man krydser en kommunegrænse.

  2. Udfordringer ved fælles brug af p-båse: Konflikter mellem biler og motorcykler i de samme båse skaber frustration for alle parter.

  3. Hensigtsmæssig placering: Ønsket om flere dedikerede MC-pladser, der rent faktisk ligger der, hvor der er brug for dem.

Dialogen bærer frugt

Selvom kommunale kværne maler langsomt, er det et vigtigt skridt, at vores konkrete eksempler og løsningsforslag nu ligger på skrivebordene hos planlæggerne. Det viser, at det nytter noget at råbe op samlet som forening.

DMC vil fortsætte med at følge op på disse svar for at sikre, at de pæne ord bliver vekslet til faktiske p-pladser og tydeligere skiltning ude i virkeligheden. Det handler ikke kun om bekvemmelighed, men om at skabe en smidigere trafikafvikling og bedre bymiljø for alle.

 

Foto: Thomas Makropoulos