Lige nu glæder Europas motorcyklister sig over, at en ide fra en enkelt EU-parlamentariker, så at sige er blevet skudt ned. Et forslag om differentierede hastighedsgrænser, som fik mange motorcyklister op af sædet, da det blev offentligt kendt.

Nyheden har allerede spredt sig i motorcykelkredse, efter SMC i Sverige har glædet sig over, at det årelange lobbyarbejde i EU af FEMA, og senere også med hjælp fra FIM, ikke har været helt frugtesløst. Men lad os lige feje misforståelser, som har bredt sig på sociale medier, af vejen.

Forslag har spøgt i to år

Vi skal to år tilbage i tid, hvor kræfter i EU fremlagde et ønske om at indføre differentierede hastighedsgrænser for indehavere af A1-, A2- og A-motorcykelkørekort – og dermed for forskellige størrelser motorcykler. Denne ændring var en del af forarbejderne til den nyeste direktivudgave for kørekort.

FEMA meldte hurtigt ud, at et sådant ønske ville føre til situationer, hvor motorcyklister ville blive udfordret af andre, større og tungere køretøjer med højere hastighedsgrænser, på de samme veje. Med andre ord ville det skabe farlige situationer for os motorcyklister.

EUs forslag var ikke født som reaktion på uheldsstatistikker, idet talrige undersøgelser og statistiske data har vist, at de fleste uheld hvor motorcyklister er involveret, sker ved relativt lavere hastigheder på lande- og byveje – altså hvor hastighedsgrænserne normalt er et godt stykke under 100 km/t. Kun 8% af motorcykeldødsfald sker på motorveje.
Lavere hastighedsgrænser for visse typer køretøjer ville således ikke øge trafiksikkerheden, men medføre ekstra risici for visse kategorier af trafikanter, såsom yngre motorcyklister. FEMA anbefalede derfor kraftigt at afvise dette forslag.

Fik overbevist politikerne

Den gode nyhed er, at det er endt med, at både motorcykelorganisationer og politikere har sagt nej til det to år gamle forslag. Sidstnævnte især efter FEMA og FIM stilfærdigt gjorde opmærksom på, at det blandt andet var helt galt i forhold til trafiksikkerhed, og forslaget blev derfor hurtigt taget af bordet.

Misforstået nyhed

SMC skrev en lille nyhedsartikel om sagen og takkede alle gode parter for at det lykkedes stilfærdigt at fortælle politikerne, at det var en dårlig ide.

Det sker ofte, at mange håbløsheder fjernes af papirerne, inden de når helt frem til parlamentet, men det er sjældent, at det fører til større overskrifter.
Men på de danske udgaver af sociale medier blev det så til, at det var SMC, der havde stoppet forslaget. Det er jo så ikke helt rigtigt, men lad det nu være, for DMC er jo også en del af FEMA og har også del i resultaterne fra FIM, hvor DMC gennem DMU også har en stemme i det politiske arbejde.

Årelangt samarbejde

Skulle der stadig være nogen der er i tvivl, kan vi oplyse, at DMC har en årelang tradition for at deltage i  europæisk motorcykelsamarbejde. Vi deltager således i tre årlige FEMA møder, hvor DMC og SMC er nogle af deltagerne. Imellem møderne deltager vi i aktiviteter via mail og online møder. Endvidere har vi et tæt samarbejde med de skandinaviske motorcykelorganisationer, og som førnævnt, med FIM.

 

Foto: Thomas Makropoulos