DMC beskrev for år tilbage, hvordan EU barslede med “det intelligente hastighedsreguleringssystem” (ISA). Dengang lykkedes det at holde motorcyklerne fri af reglerne. Men nu spidser situationen til igen: EU arbejder på en version 2.0 til 2030, som potentielt kan tvinge systemet over på to hjul – med store sikkerhedsrisici til følge.
Husker du debatten om ISA (Intelligent Speed Assistance), som flere gange optog spalteplads i DMC-bladet? Tilbage i DMC’s opfølgende artikel kunne vi her på siden puste lettet ud. Dengang var det EU’s hensigt, at både biler og motorcykler skulle underlægges det automatiske fartbegrænsningssystem. Takket være ihærdigt lobbyarbejde endte det dog med, at motorcykler blev undtaget i første omgang. Derfor har alle nye biler i EU i dag systemet installeret, mens MC-folket gik fri.
Nu viser det sig imidlertid, at freden kan være kortvarig.
Evaluering mangler – men EU trykker på speederen
Da EU gjorde ISA obligatorisk for biler, indførte de samtidig et krav om, at bilfabrikanterne skulle indsamle data om kundernes kørsel. Formålet var, at EU senere skulle evaluere systemets effektivitet. Så vidt DMC er orienteret, er denne evaluering stadig ikke afsluttet.
Alligevel forlyder det nu, blandt andet i internationale medier, at EU allerede arbejder på højtryk mod næste skridt: ISA version 2 med deadline i 2030. Hvor det nuværende system i bilerne ofte blot advarer eller laver et let modtryk i speederen, lægges der op til mere kontante systemer, der direkte skal hindre føreren i at køre for stærkt.
Det store, ubesvarede spørgsmål for os motorcyklister er: Er vi med i kikkerten denne gang? Det vides endnu ikke, om de nye 2030-regler kun vil ramme biler, eller om EU igen forsøger at tvinge systemet over på motorcykler.
En teknologisk og livsfarlig udfordring
Hvis EU gør ISA obligatorisk for motorcykler fra 2030, står motorcykelproducenterne over for en gigantisk teknologisk udfordring. At klemme kameraer til skiltegenkendelse, GPS-modtagere, styrebokse og dertilhørende ledningsnet ind på en kompakt motorcykel er én ting. Noget helt andet er den direkte sikkerhedsrisiko, systemet udgør under kørsel.
Hvorfor ISA på en motorcykel kan være livsfarligt:
Kurvekørsel: Hvis systemet pludselig blander sig og hindrer acceleration midt i et sving, ændres motorcyklens dynamik og balance øjeblikkeligt, hvilket kan føre til solouheld.
Lavfartsmanøvrer (f.eks. u-vendinger): Her er det helt essentielt, at motoren leverer en jævn, konstant og forudsigelig kraft til baghjulet. Mister man motorkraften midt i en skarp vending, fordi systemet fejltolker situationen, vælter man omkuld.
Systemerne fejler massivt i dag
Problemet bliver kun større af, at teknologien langt fra er fejlfri. Undersøgelser af de nuværende bilsystemer viser, at der sker temmelig mange fejl i skiltegenkendelsen. Systemerne overser ofte tidsbegrænsede skilte, læser sideveje forkert eller fejltolker hastighedszoner på grund af snavs eller skygger.
Hvor en fejllæsning i en bil måske blot resulterer i en irriterende advarselslyd eller et slip i gassen, kan den samme fejl på en motorcykel i værste fald være katastrofal for køreren.
DMC følger naturligvis udviklingen tæt. Bare se de mange artikler i DMC-bladet. Vi fortsætter således som vi har gjort siden EU første gang nævnte ISA. Vi vil i samarbejde med vores europæiske samarbejdspartnere kæmpe for, at EU indser, at motorcykler og automatiske hastighedsbegrænsere er en livsfarlig cocktail.
Foto: Thomas Makropoulos 2026. Øvelse fra DMC’s Alpe-klar kursus i at komme sikkert gennem et hårnålesving. Øvelsen er en af mange der udføres ved forskellige hastigheder, og forudsætter at kursisten kan køre med konstant motorkraft.