Hvis du drømmer om at krydse Dolomitternes episke bjergpas i en stor, organiseret flok til næste år, skal du til at læse det med småt. Lokalregeringen i Sydtyrol har netop vedtaget en stramning, der forbyder organiserede grupperejser og events i højderne. Det får mærkbare konsekvenser – både for danske MC-rejsearrangører og for dig som gæst.

Sydtyrol og Dolomitterne i det nordlige Italien står på ønskelisten hos de fleste motorcyklister, der elsker hårnålesving, svimlende udsigter og rå klippevægge. Men presset på de følsomme bjergområder har nu fået lokalregeringen til at trække i nødbremsen.

En ny lovgivning, som netop er blevet stemt igennem, forbyder alle organiserede motoriserede arrangementer, fællesture og kommercielle guidede ture i de smukke, alpine områder. Reglerne er sat til at træde endeligt i kraft fra den 1. januar 2027, så resten af denne sæson fungerer som en overgangsperiode.

Det er dog vigtigt at slå fast med det samme: Der er IKKE tale om et totalforbud mod motorcykler. Du må stadig gerne køre alpepassene som privatperson. Men djævlen ligger som bekendt i detaljen – og i definitionen af en “gruppe”.

Rammer danske rejsearrangører

Forbuddet gælder på alle stats- og landeveje i Sydtyrol, der ligger i over 1.600 meters højde, samt på tilkørselsveje til naturparker og de berømte Dolomitter-pas (som Passo Sella, Passo Jaufen og Gardena). Det gælder uanset køretøjstype, og uanset om du kører på benzin eller el.

Det her rammer de mange populære danske MC-rejsearrangører direkte på forretningen. For rigtig mange guidede ture til Alperne og Italien har netop hoteller i Sydtyrol som base, hvorfra smilende motorcyklister flittigt krydser hen over de berømte pas, i samlet flok med en turleder i front. Fra 2027 kan disse bureauer ikke længere gennemføre disse ture på lovlig vis, inden for forbudszonen.

Flere arrangører kigger derfor allerede nu ind i at skulle redesigne deres ruter fuldstændigt eller omlægge konceptet, så gæsterne kører mere spredt eller individuelt efter GPS-ruter.

Som kunde risikerer DU bøden

Det er her, du som forbruger og motorcyklist skal være ekstra vågen, når du booker en rejse til næste sæson. Rejser du med et bureau eller en klub, og ender du med at køre i en synlig “flok” op ad bjerget, risikerer du at blive vinket ind til siden af det lokale italienske politi.

Det store spørgsmål – og lovens helt store gråzone – er nemlig, hvordan politiet vil håndhæve reglerne i praksis. Myndighederne har endnu ikke sat et præcist maks-antal på, hvornår en gruppe venner skifter status fra “private turister” til et “organiseret event”. Kører man 3-4 stykker sammen, er der formentlig intet problem. Men ankommer man i en stor, koordineret formation, måske endda i ens “klub-uniform” eller med en synlig guide i spidsen, klapper fælden.

Hvis politiet vurderer, at der er tale om en ulovlig, organiseret gruppe, risikerer man ikke bare at blive vendt om med uforrettet sag – man risikerer også at der udskrives bøder til de enkelte deltagere.

Som kunde bør du derfor spørge din rejsearrangør eller klubleder direkte: Hvordan har I tilpasset ruten og jeres kørselsform til de nye regler i Sydtyrol?

Husk også naboen: Det nye forbud i Sydtyrol lægger sig i køen af restriktioner i Alperne. Husk, at i den østrigske naboregion Nordtyrol gælder fortsat det velkendte støjforbud, som ikke rammer biler, men motorcykler der støjer over 95 dB(A) – et forbud vi har haft skrevet en del om i DMC-bladet.

DMC følger naturligvis situationen og vil opdatere, så snart der foreligger mere præcise retningslinjer for håndhævelsen fra de italienske myndigheder. Indtil da: Planlæg bare din alpetur for 2027 – men overvej at køre alene eller i en lille gruppe, i hvert fald når terrænet stiger.

 

Foto: Thomas Makropoulos, alperne