Føler du nogle gange, at det er motorcyklen, der bestemmer?
Måske har du ikke kørt så længe. Måske har du kørt i flere år, men er stadig ikke helt tryg ved bestemte situationer. Eller måske vil du bare gerne have mere kontrol, større selvtillid og en bedre fornemmelse for din motorcykel.
Så er DMC’s kørekursus for kvinder noget for dig.
Her får du mulighed for at træne dine kørefærdigheder i et trygt og afslappet miljø – sammen med andre kvinder og uden mænd på holdet.
Du behøver ikke være erfaren, og du skal bestemt ikke kunne det hele på forhånd. Kurset er for dig, der gerne vil blive mere sikker på motorcyklen og få bedre styr på de situationer, som måske stadig kan føles udfordrende.
Kurset er blandt andet for dig, der:
-
er ny eller relativt ny motorcyklist
-
ikke har kørt motorcykel særlig længe
-
har holdt en længere pause fra motorcyklen
-
føler dig usikker i bestemte situationer
-
gerne vil have mere kontrol og selvtillid
-
synes, at bestemte manøvrer, sving eller øvelser stadig er udfordrende
-
gerne vil træne uden følelsen af, at du skal kunne det hele på forhånd
-
ganske enkelt foretrækker at være på kørekursus sammen med andre kvinder
Du skal ikke komme, fordi du er dygtig. Du skal komme, fordi du gerne vil blive bedre.
Og måske er det netop dét, der gør forskellen.
På dette kursus er der ingen mænd, du skal sammenligne dig med. Du kan koncentrere dig om din egen kørsel, stille de spørgsmål, du har lyst til, og øve dig i et tempo, der passer til dig.
Vi inviterer til et køreteknisk kursus for kvinder, hvor fokus er på dig, din motorcykel og de udfordringer, du gerne vil blive bedre til at håndtere.
Målet er enkelt:
Du skal køre hjem med større tryghed, mere kontrol og mere selvtillid på motorcyklen.
Hvorfor et kursus kun for kvinder?
Vi skaber en atmosfære, hvor der er højt til loftet og plads til fordybelse. Her er der ingen “dumme” spørgsmål, uanset om det handler om dæktryk, affjedring eller den ideelle linjeføring i et sving. Vi ved, at mange kvinder foretrækker en pædagogisk tilgang, hvor man forstår hvorfor maskinen gør, som den gør, før man giver fuld gas.
På dette kursus er ordene fortrolig, tryg og overskud de vigtigste elementer.
Du vil føle mere overskud i din kørsel efter endt kursus. Det vil mærkes allerede når du forlader banen, og vender snuden hjemover.
Programmet: Det her nørder vi (på den fede måde)
- Teknik over råstyrke: Lær hvordan du bruger din kropsvægt og maskinens fysik til at manøvrere med minimal anstrengelse.
- Forstå din MC: Vi gennemgår de vigtigste ting på din cykel: Hvordan tjekker man kædestramning, dæktryk og oliestand? Vi gør dig selvhjulpen, så du kender din maskines signaler og ved, hvornår alt spiller, som det skal.
- Svingteknik med overskud: Vi arbejder med blikretning og balance, så du kan nyde de snoede veje uden svedige håndflader.
- Et stærkt fællesskab: Mød andre kvinder, der deler din passion, i et setup hvor vi støtter og løfter hinanden.
- Balance & Langsom manøvrering: Det sværeste er ofte at køre langsomt. Vi arbejder med balancepunkter, koblingspunkt og bagbremse, så du kan vende på en femøre og føle dig sikker ved lav fart – f.eks. ved parkering eller i tæt trafik.
Er du mere interesseret i et generelt kursus for både mænd og kvinder, med lidt mere fart på, som banker rust af efter vinteren og træner dig i de sikkerhedsmæssige manøvrer, man bør beherske i trafikken? Så se vores Bronzekursus.
Afholdelse af kursus
Vi har valgt at placere kurset i august, så der er god tid til at varme op efter vinteren, inden kurset afvikles. For god tid er et nøgleord her.
Sjælland ved Roskilde/Tune:
Sted: AMU Juul manøvrebane, Abildgårdsvej 14, 4000 Roskilde.
Dato: Søndag den 30 august 2026 klokken 09:00-17:00.
Pris: 1195 kr.
Tilmelding til kurser
Her kan du tilmelde dig de kørekurser der har ledige pladser.