DMC har som bekendt været de første i Danmark til at udbyde motorcykelkurser, og indholdet er gennem årene løbende blevet opdateret. Men det betyder ikke, at indholdet skal forblive, som det har været længe. Derfor har en flok DMC’ere idag været samlet i Holbæk, drukket kaffe, og diskuteret alverdens vinkler på kørekurser og øvelser.

Vi er blevet enige om en række ændringer af DMCs kørekursus.

Det overordnede tema er fortsat sikkerhed på to hjul. Det lyder kedeligt, men det behøver det ikke være. Eksempelvis har vi i de senere år haft øvelser med, der har fået grin frem hos såvel kursister som instruktører.

I fremtiden skal kursisterne fortsat gennemføre øvelser der gør den enkelte bedre til at klare pludseligt opståede situationer. Og kursisterne skal fortsat øve teknikker der gør, at man undgår at blive en del af et uheld. Men vi vil skære ned på nogle gentagne øvelser, for også at introducere og øve andre teknikker, som motorcyklister også bør beherske.