Det er et problem for alle der kører motorcykel. Så de motorcyklister der ikke lærte det på køreskolen, og som heller ikke har erfaret det på anden vis, for eksempel fra DMC-bladet, kan have oplevet at vende tilbage til en parkeret motorcykel, der har fået en parkeringsbøde/afgift.
For det at parkere en motorcykel lovligt, er noget mere besværligt for motorcyklister, end for bilister. Og nogle gange kan det endda være bøvlet nok for bilister at finde ud af hvilke parkeringsregler der gælder.
Tvunget til at sætte sig ind i kommunens regler
Hvis en motorcyklist vil parkere på et offentligt område, er man som bekendt nødt til at sætte sig ind i, hvilke regler der gælder i den pågældende kommune. Det gælder også for turister, selv om de ikke forstår dansk.
For at undgå parkeringsbøder, har vi længe haft en vejledning om parkering her på siden. Men nu går vi skridtet videre.
Kontaktet samtlige kommuner
Udfordringen med at kommunerne må lave lokale regler, kan skyldes at man i kommunerne ikke er klar over, hvilke udfordringer de pålægger os motorcyklister, når de laver lokale bestemmelser.
Derfor har vi nu skrevet til alle 98 kommuner i landet, og gjort opmærksom på problemet.
Vi har allerede fået svar fra enkelte kommuner. Den første var Høje Tåstrup kommune, der venligt gjorde opmærksom på, at de ikke har særregler for motorcykler:
Høje-Taastrup Kommune har ingen offentlige parkeringspladser med betaling, og vi har heller ikke en kommunal parkeringsbekendtgørelse angående motorcykelparkering.
Vi mener umiddelbart, det er forholdsvis uproblematisk at parkere med motorcykel i kommunen.
Den kommune må således siges – i hvert fald på dette område – at være en foregangskommune.
Vi udnytter kommunalvalget til at få lavet reglerne om
Vi vil lige afvente svar fra de øvrige kommuner, før vi tager næste skridt, som har til formål at få ændret i de andre kommuners parkeringsbekendtgørelser.
Dette næste skridt vender vi tilbage med, og til det skal vi bruge hjælp fra hele landet, til at få spredt budskabet. For der er snart kommunalvalg, og det er vores bedste mulighed for at få ændret praksis.