Efter alt og alle var blevet enige om, at syn af motorcykler ikke var nødvendigt for trafiksikkerheden, og ejerne af gamle køretøjer også kunne undvære den udgift, dukker det hele op igen.

Uden overhovedet at sammenligne situationen med eksempelvis Grønland, så er det lidt skuffende, at der er politikere i EU parlamentet, som igen forsøger at få indført tvunget syn af motorcykler.

Det tyske parlamentsmedlem Jens Gieseke, der fungerer som det, der kaldes rapporteur (vel egentlig en sekretær, der skal skrive den tekst, som besluttes af et udvalg i parlamentet), har offentliggjort et ”draft” om alligevel at indføre tvunget syn for alle to-hjulere over 50 cc.

DMC er allerede gået i position til at imødegå det forslag gennem FEMA og andre kanaler.

Endnu en gang må man fortælle lovgivere og andre, at der IKKE er skyggen af bevis for, at tvunget syn af motorcykler giver en bedre trafiksikkerhed.

Desværre er det værste næsten, at hele sagen endnu en gang er kommet på bordet, på baggrund af eksempelvis sammenslutningen af synsvirksomheder. Netop dem, der vil tjene penge på tvunget syn.

Det viser sig i øvrigt, at rigtigt mange af de dødsulykker, der sker i trafikken i Europa, er inden for erhvervstrafik, så måske skal politikerne se mere i den retning.

FEMA har allerede gået i gang med at udskamme forslaget, og under alle omstændigheder: Støt DMC og få endnu en gang skovlen under det her håbløse forslag.

 

/Stup