Mens EU trykker på speederen for at omstille trafikken og klimaet, rykker motorcykelorganisationerne nu sammen i overhalingsbanen. De toneangivende organisationer FEMA, FIM Europe og britiske NMC har netop præsenteret et banebrydende ”Position Paper”, der præsenterer klare, evidensbaserede anbefalinger til EU’s beslutningstagere.
Det er ikke bare endnu et dokument i bunken – det er påvirkning af politikere før de beslutter sig.
DanskeMotorCyklister (DMC) støtter fuldt op om dette historisk stærke tiltag, som er resultatet af flere års målrettet internationalt samarbejde.
Ofte bliver motorcykler glemt i de politiske beslutninger om fremtidens miljø og trafik.
For at sikre den rette retning er det afgørende at præge debat og holdninger, før de endelige beslutninger træffes – og her er positionspapiret vores stærkeste værktøj. Som et politisk opslagsværk dækker det 17 centrale emner, fra kørekortregler, over syn til obligatorisk teknologi i motorkøretøjer, og fungerer som en direkte vejviser for politikerne, før de låser sig fast på deres strategier.
Highlights fra papiret
Positionspapiret dækker en bred vifte af emner, der har direkte betydning for din hverdag som motorcyklist:
-
Teknologi og sikkerhed: Organisationerne kræver, at førerstøttesystemer i biler (ADAS) skal kunne genkende motorcyklister fejlfrit. Samtidig argumenteres imod systemer, der automatisk overtager kontrollen med motorcyklens gas eller styring (som det kendes fra nyere biler, og som også kan blive krav til nye motorcykler).
-
Miljø og elektrificering: Der opfordres til en teknologineutral tilgang. Selvom el-motorcykler er oplagte til bykørsel, er der stadig brug for forbrændingsmotorer og CO2-neutrale brændstoffer til touring og længere strækninger.
-
Infrastruktur: Veje designes i dag til biler. Dokumentet argumenterer for, at motorcyklisternes sikkerhed tænkes ind fra start, herunder MC-venlige autoværn og skridsikker vejafmærkning.
-
Uddannelse og syn: Der argumenteres imod obligatorisk periodisk syn i lande, hvor det ikke allerede findes, da tekniske fejl kun er årsag til under 1 % af alle ulykker. Fokus bør i stedet ligge på bedre uddannelse og træning.
DMC: En stærk stemme i det internationale kor
For os i Danske MotorCyklister er dette papir ikke blot et dokument, men en kulmination på det arbejde, vi har udført i kulisserne i mange år. Som årelangt medlem af FEMA, og som samarbejdspartner med FIM, er DMC med til at forme de budskaber, der nu lander på bordet hos de europæiske beslutningstagere.
Vores deltagelse i det internationale motorcykel-politiske arbejde sikrer, at også de danske motorcyklisters interesser bliver hørt helt ind i EU-systemet. Det er her, fundamentet for fremtidens lovgivning lægges, og med dette fælles udspil står vi stærkere end nogensinde.
Dette dokument er, med andre ord, et vigtigt skridt i retning af at bevare motorcyklismen som en fri og respekteret transportform. Ved at påvirke politikerne før beslutningerne tages, kæmper vi for, at de næste generationer også kan nyde friheden på to hjul.
Du kan læse dokumentet her.
Foto: FEMA