En ny rapport fastslår, at vejafgifter kan være vejen frem for at mindske trængslen i de danske storbyer. Hos DMC følger vi udviklingen tæt. For mens eksperterne taler om biler, nævnes aldrig motorcykler. Erfaringer viser, at både eksperter og politikere ofte glemmer, at motorcyklen er en vigtig del af løsningen på fremtidens mobilitet.
En nylig rapport, som blandt andet er omtalt af DR, peger på, at differentierede vejafgifter er et af de mest effektive redskaber til at få bugt med de eviglange bilkøer.
Tanken er simpel: Det skal koste mere at køre, når presset på vejnettet er størst. Men hvor efterlader det motorcyklisterne?
DMC søger klarhed over trængselsafgifter
Hos DMC arbejder vi i øjeblikket på højtryk for at få hoved og hale i de mange idéer om varianter af trængselsafgifter i Danmark.
For os er det afgørende, at motorcykler ikke bare bliver lagt i samme kurv som biler uden hensyntagen til deres unikke fordele i trafikken.
Vi forsøger i øjeblikket at få klarlagt, hvordan man har implementeret disse systemer i andre lande. Selvom det desværre ofte er vores erfaring, at man i Danmark sjældent kigger mod udlandet efter inspiration, er der masser af viden at hente lige på den anden side af grænsen.
Kig mod nord: Norge og Sverige viser vejen
I både Norge og Sverige har man allerede erfaring med trængselsafgifter i storbyerne, og her har man truffet et klogt valg: Motorcykler er undtaget. Logikken er klar – en motorcykel fylder mindre, mindsker kødannelse og bidrager dermed positivt til det samlede trafikflow.
Vores europæiske paraplyorganisation, FEMA, har samlet en betydelig mængde materiale om emnet. Dette materiale underbygger, at motorcyklen ikke er en del af trængselsproblemet, men derimod en del af løsningen.
OECD: Motorcykler løser trængsel
Det er ikke kun os entusiaster, der mener, at to hjul er vejen frem. Selv OECD har i deres undersøgelser fundet frem til, at motorcykler spiller en væsentlig rolle i bekæmpelsen af trængsel i byerne. Ved at flytte blot en lille procentdel af bilisterne over på motorcykler eller scootere, kan man reducere kødannelse markant for alle trafikkanter.
DMC’s holdning er klar
Hvis politikerne mener det alvorligt, når de siger, de vil mindske trængslen, bør de ikke straffe dem, der allerede vælger et pladsbesparende og effektivt transportmiddel.
Vi vil fortsætte med at presse på for, at danske beslutningstagere lytter til de internationale erfaringer, og ser motorcyklen som en medspiller i trafikken – ikke som et mål for nye afgifter.
Vi holder medlemmerne opdateret, efterhånden som vi får mere viden om de danske planer.