Når man som DMC arbejder på at holde lovgivere og andre i snor, skal man også bruge tid på at tjekke internettet og de sociale medier.
Senest har der bredt sig en historie og en video om, at det tyske politi nu har set sig sur på udenlandske motorcyklister og rask væk giver køreforbud i Tyskland.
DMC har selvfølgelig spurgt vores internationale samarbejdspartnere og svaret er sådan set: Ja, det kan de gøre, men kun i specielle situationer.
Og det typisk larmende udstødninger og så sikkerhedsudstyr, der måske ikke helt er til at stole på og uden godkendelser.
Eksempelvis går man efter udstødninger uden db-killer og så nogle bremsehåndtag, der åbenbar er populære, men ikke helt holder en standard inden for holdbarhed.
Små sidespejle og blinklys i micrometerklassen samt bøjede nummerplader er også noget, der giver rynkede bryn.
Generelt kan man sige til danske og andre landes motorcyklister, at man sagtens kan køre gennem Tyskland og/eller rundt i landet uden bekymringer, hvis man kører på en motorcykel, der ikke har ombygninger i den ekstreme ende.
Har motorcyklen ombygninger, og er den godkendt med det hele i Danmark, så hav kopi af synsattesten med, for den skal andre lande respektere ifølge EU-reglerne.
Ja, ja, der kan godt være en betjent, der ikke tror på det, men så skal det også være ekstremt.
Så altså: Kør glad og gerne i Tyskland, men drop udstødninger, der larmer mere end de må, og kør med blinklys og spejle, der virker og er store nok.
Det er også en sikkerhed for dig på vejene sydpå.
Hvis din motorcykel har lovlig udstødning, har ordentlig nummerplade og ikke larmer unormalt så er risikoen for problemer meget lille.
/Stup
I tvivl om hvorvidt små spejle er noget danske synsinspektører slår ned på? Også den vinkel på vejsidesyn har DMC skrevet om før, blandt andet i rapportagen der var i DMC-bladet.