Man kunne se og røre ved motorcykler og tilbehør, opleve sceneshow, få rabat på formstøbte hørepropper, og få en snak med repræsentanter fra DMC. Det skete på MC udstillingen i 2025, der fandt sted i februar i år.
Et arragement som arrangørerne var godt tilfreds med, da der var tiltrukket 33% flere relevante udstillere end i 2024.

Henrik og Thomas fra DMCs bestyrelse er allerede godt i gang med forberedelserne til næste års MC udstilling, og har sikret at DMC igen vil få en stand.
Nærmere bestemt vil MC udstillingen i Lokomotivhallerne finde sted kort før sæson begynder, den 21/22-2 -2026.

På DMCs stand

Henrik udtaler, at folk bare skal komme forbi, hilse på, og få en snak om alt der har med motorcykler at gøre, fra vejsidesyn til høringssvar. Han tilføjer, at det ikke er det eneste DMCs repræsentanter kan tale om.

-DMC var de første i Danmark der lavede kørekurser for motorcykler, helt tilbage i 80’erne. I efteråret og her i vinteren er vi ved at opdatere kurserne med nye øvelser, der er sjovere, og som man bliver en bedre motorcyklist af. Vi har nye kørekursusinstruktører, Preben og Kjeld, klar til næste års kørekurser, og de vil også være på vores messestand. Så mød op og find ud af, om de kan tale om andet end køreteknik.

Thomas tilføjer, at selvom en del af hans DMC tid sker foran computeren, er det også vigtigt at møde folk ansigt til ansigt.

-Jeg skriver løbende høringssvar på lovændringer der er i høring, efter at have vendt dem med de andre i bestyrelsen. Jeg har også deltaget i et par FEMA møder, så jeg synes efterhånden jeg har fået rimeligt godt styr på hvad der sker på det trafikpolitiske område. Jeg ved selvfølgelig ikke alt, men folk kan bare komme og stille spørgsmål, så lover jeg at give et ærligt svar.

Sted

Lokomotivhallerne er i København, i gåafstand fra Dybbølsbro station.
Adressen er:
Otto Busses Vej 5A, 2450 København

 

Foto: Thomas Makropoulos, Lokomotivhallerne 2025