Fartkontroller, spærrede veje og hvor hurtigt trafikken kører i øjeblikket. Det er nogle af de oplysninger trafikanter kan blive beriget med, via de udbredte apps Google Maps og Waze.

Nu oplyser Google, der ejer begge apps, at en snarlig ændring vil medføre, at de fartkontroller som Waze brugere indrapporterer, automatisk vil blive overført til Maps. I Maps vil man kunne se, når en rapport stammer fra Waze.

Det oplyser 9to5Google.com.
Dette tiltag er en del af Googles redesignede hændelsesrapportering på tværs af alle platforme.

Det er Googles forventning, at deling af hændelsesrapportering mellem de to tjenester, vil gøre begge apps rigere.

Forskellen på de to apps
Waze er mere fokuseret på crowdsourcede kortlægningsforhold, herunder fartkontroller, mens Google Maps er mere tiltænkt generelle formål. Google har tidligere afvist at sammenlægge de to apps.

I Waze kan brugere bekræfte hinandens indrapporterede hændelser, og der gives point til brugerne, afhængig af parametre som hvor rigtige og forkerte indrapporterede data er.

Google Maps er større end Waze, idet appen oversteg 2 milliarder månedlige aktive brugere i slutningen af ​​oktober. Til sammenligning sagde en rapport i slutningen af ​​2022, at Waze, på daværende tidspunkt, “kun” havde 151 millioner aktive brugere.
Tallene er ganske imponerende, især for apps der ikke er forudindlæst med operativsystemet. Standardnavigationsappen på Android er Google Maps, hvorimod den oprindelige kort app på iPhones er Apple Maps.

Indtaling af hændelser i Waze
Google begyndte i oktober at teste en Konversations-rapporterings-funktion i Waze, hvor man, ved at tale til appen, kan indrapportere, og dermed advare andre brugere, om trafikale hændelser, som “en madras på vejen” eller kø. Waze kan finde på at stille uddybende spørgsmål, hvis der er behov for flere oplysninger, som “Kan du beskrive, hvad du ser?”

Tidligere var dansk app førende
Det vurderes, at det i Danmark tidligere var appen Fartkontrol.nu, der var den mest udbredte app til at advare hinanden om fartkontroller. Den app lukkede dog i starten af 2023, hvor den blev erstattet af appen Saphe Link.
Vi testede den nye app i DMC-blad 1-2023, og konkluderede at den havde en række ulemper. For motorcyklister var en af ændringerne med den nye app, at man ikke længere kunne have telefonen i lommen med slukket skærm, og løbende få akustiske advarsler sendt til ens headset i hjelmen, når man nærmede sig en fartkontrol. I stedet var motorcyklister nødt til at købe en såkaldt Saphe MC, og forsøge at få den monteret i hjelmen, ved siden af headsettets højttalere.
Samlet set fik lukningen af Fartkontrol.nu appen mange til at skifte til andre apps, blandt andet til den verdensomspændende Waze.