Nogle påstande dør aldrig.
Nogle påstande gentages igen og igen, men det gør ikke, at påstandene derved bliver sande.
BT bringer en artikel, hvor de citerer Rådet for Sikker Trafik for, at det skulle være 40 gange så farligt at køre en kilometer på motorcykel, som at køre en kilometer i bil.
Tallet stammer fra en pressemeddelelse som Rådet for Sikker Trafik offentliggjorde i 2018 , og som påstod, at det var hele 50 gange farligere, at køre en kilometer på motorcykel, som at køre en kilometer i bil.
Bortset fra at BT tilsyneladende har tastet et enkelt tal forkert, kan vi ikke klandre pressen for at bruge de tal, som officielle myndigheder har lagt frem. Det er pressen i deres gode ret til, selv om det havde klædt dem at forholde sig lidt mere kritisk til en myndigheds påstand, når netop den påstand tidligere har fået kritik for at være forkert.
Tallet som Rådet for Sikker Trafik kom med i 2018, var baseret på et forkert datagrundlag. Det gjorde DMC allerede opmærksom på i 2018.
Vi opfordrer myndighederne til snarest at få lavet en statistisk korrekt undersøgelse af motorcyklers farlighed. Vi er overbeviste om, at den vil vise et helt andet tal, som vil være mere i tråd med tal fra udlandet.