Som de fleste af DMCs medlemmer formentlig længe har været klar over, udarbejder DMC løbende høringssvar til nye lovforslag, som danske myndigheder sender i høring.
Nu er endnu en lovændring i høring. Denne gang er formålet med den ønskede lovændring, at frivillige der udfører livreddende opgaver, skal have mulighed for at komme gennem trafikken, ved brug af grønne opmærksomhedslygter, monteret på deres køretøjer.
Motorcykler udeladt
Ifølge den ønskede lovændring, står motorcykler ikke til at måtte anvende grønne opmærksomhedslygter.
Der lægges nemlig op til, at kørsel med grøn opmærksomhedslygte, kun må foretages i personbiler og varebiler. Frivillige der kører motorcykel, står således ikke til at få samme beføjelser, som hvis de samme frivillige i stedet vælger at tage bilen. Årsagen bag kan være en forglemmelse, eller sågar et aktivt fravalg af motorcykler. Uanset årsagen, anser vi det for at være utilfredsstillende, så det vil indgå i det høringssvar, vi skal til at skrive.
Motorcykler mere egnede
Faktisk anser vi det for en fordel, hvis de frivillige vælger at køre motorcykel frem for bil, da motorcykler nemmere kan komme gennem tæt trafik.
Her løber vi dog ind i den næste overraskelse.
Kort fortalt lægges der op til, at kørsel med grøn opmærksomhedslygte kun må foretages i forbindelse med livreddende opgaver. Det minder således om reglerne for private og offentlige instansers brug af blåt blink på køretøjer. Men så ophører ligheden, for der lægges ikke op til, at de frivillige må få beføjelse til hverken at krydse spærrelinjer, køre på en tom cykelsti, eller på anden måde bryde gældende love, når der køres med tændt grønt blink, for at udføre livreddende opgaver.
DMC er høringspartner hos flere myndigheder.
Som det også fremgår af medlemsbladet, er DMC høringspartner for flere danske myndigheder.
Høringssvarene er en af de måder, hvorved DMC forsøger at forbedre vilkårene for danske motorcyklister.
Faktisk er holdningen i DMCs bestyrelse, at det føles godt at påvirke de demokratiske processer, på en seriøs og civiliseret måde, og samtidig gøre en ægte forskel for motorcyklisterne.
Nu skal DMCs bestyrelse have nærlæst lovforslaget, og svare på det.
Læs mere om høringssvaret i næste medlemsblad.