Som de fleste af DMCs medlemmer formentlig længe har været klar over, udarbejder DMC løbende høringssvar til nye lovforslag, som danske myndigheder sender i høring.

Et nyt år er åbenbart ensbetydende med nye høringer. Vi er i hvert fald i gang med at se på to separate høringer. Vanen tro ser vi om det er noget vi vil reagere på, og i givet fald skal bestyrelsen beslutte, hvad der skal stå i vores høringssvar.

Mindre offentlig administration med udsigt til strækninger med motorcykelforbud
Kort fortalt er hensigten med det første lovforslag, at reducere offentlig administration. Det skal ske ved at forsimple beslutningsprocesserne i færdselslovens §§ 92 og 92 a. Således står vejmyndigheder til fremadrettet at få kompetence til at træffe beslutninger om færdselsmæssige begrænsninger. De vil blandt andet kunne indføre forbud mod visse færdselsarter, som det udtrykkes.

Nu skal DMCs bestyrelse lige have nærlæst dokumenterne, og have lavet en juridisk vurdering. Hvis der er lagt op til at der kan indføres begrænsninger for specifikke køretøjstyper, kommer vi til at reagere.
Bare tanken om at vejmyndigheder rundt omkring i landet vil kunne indføre strækninger med motorcykelforbud, kan næsten skabe så meget damp i vores hjelme, at de smelter.

Som vi har haft skrevet en del om i bladet, er der allerede vejstrækninger flere steder i Europa med kørselsforbud, alene for motorcykler, hvilket er en fuldstændig uacceptabel forskelsbehandling af trafikanter. Men det er altså virkeligheden flere steder, og det skal vi naturligvis ikke have til Danmark.

 

Ændret lov om vejsidesyn
Det andet lovforslag omhandler godkendelse og syn af køretøjer. Her er det ændringer af vejsidesyn af motorcykler, der springer mest i øjnene. Det ser mindre dramatisk ud, da det tilsyneladende er mindre justeringer af den forhastede lov om vejsidesyn. Et emne vi også tidligere har skrevet en del om.
Blandt andet lægges der nu op til, at der skal kunne udstedes bøder til de motorcyklister, der ignorerer signalgivning fra synsinspektører.

 

Vanen tro vil vi skrive mere om de høringer vi har arbejdet på, i medlemsbladet.