Indrømmet, vi har haft skrevet flere gange i medlemsbladet om vejsidesyn af motorcykler. Så hvis nogen skulle sukke højlydt nu, er det trods alt forståeligt. I næste blad, som nu er sendt i trykken, lover vi ikke at gentage alt hvad vi tidligere har skrevet om emnet. Men vi bringer en opfølgende artikel om, hvordan det hidtil er gået med vejsidesyn.
Kort fortalt er der en vis tolerence ved vejsidesyn, som således ikke er helt så farlige, som nogle havde forestillet sig. Men man slipper ikke for at skulle bruge tid på, at en synsinspektør får gennemført synet.
Forhistorie
Hvis der skulle være en enkelt motorcyklist der først nu hører om vejsidesyn, så er forhistorien, at Folketinget i 2021 vedtog ændringer til ”Bekendtgørelse af lov om godkendelse af syn af køretøjer”. Det skyldtes et pres fra EU, der gav medlemslandende valget mellem at indføre periodiske syn af motorcykler, eller vejsidesyn af motorcykler. I Danmark valgte politikerne den sidstnævnte mulighed, blandt andet for at sætte ind overfor unødig støj.
DMC afgav i øvrigt høringssvar på den lovændring.
Loven om vejsidesyn af motorcykler trådte i kraft i midten af 2022.
Foto:Image by freepik