”All dressed up and nowhere to go”.

For godt 100 år siden blev den vending brugt i USA i forskellige sammenhænge, og sådan kan man som ejer af en god rejsecykel måske tænke.

Gode grunde til at rejse på en motorcykel

Med en god solid rejsecykel i garagen er der også brug for gode feriemål. Her tilbyder FIM i hvert fald mindst tre muligheder og motorcyklisterne støtter de lokale hele vejen

”All dressed up and nowhere to go”. For godt 100 år siden blev den vending brugt i USA i forskellige sammenhænge og sådan kan man som ejer af en god rejsecykel måske tænke.

Efter tre ret så tørre år med restriktioner på grund af pandemi og usikre politiske forhold, ser det endelig ud til at 2023 bliver et år, hvor motorcyklister endelig kan komme ud på en længere tur.

I princippet er det jo lidt ”sjovt” at have en dyr rejsecykel til 200.000 kroner plus/minus stående. Men meget sjovere, hvis den bruges til mere end at køre ture rundt i Danmark eller de nærmeste lande.

Jo, benzinen ER pt ret så dyr og alt skal jo kunne hænge sammen, men når det er sagt – eller rettere skrevet – så er der vel også en lyst til at afprøve om der ikke også kan køres lidt længere og opleves lidt mere.

Det kunne netop være en tur til et FIM træf, som kunne være til FIM Rally i spanske Zaragoza i juni, Motocamp i Litauen i august eller Mototour i Tunesien i oktober.

”Jamen det er jo dyrt at køre hele vejen og deltage!”

Jo-jo, der er omkostninger ved det hele, men som det også hører med, så er det jo næsten ”all inclusive” arrangementer.

I hvert fald Mototour, men de andre er også med det meste indbefattet i prisen.

Og hvor finder man ellers en chance for at mødes og mærke suset fra MC-historien med FIM Rally, der stammer fra 1936, eller Motocamp, der har en historie fra 1982.

En anden positiv detalje er, at der ikke skelnes mellem om en deltager ankommer på en 125 cc Yamaha eller en 1800 cc Gold Wing.

Heldigvis kan og skal ingen tvinges til noget som helst, men på den anden side, hvornår har man lige det nordlige Spanien som et rejsemål? Og et utal af fede steder at besøg undervejs og i området ved Zaragoza.

Motocamp i Litauen betyder, at man måske har en god anledning til at besøge landet og bidrage til, at de føler sig som en del af Europa.

Mototour er til gengæld i Tunesien på den anden side af Middelhavet og på et andet kontinent. Deltagerbeløbet på 300 Euro dækker værelse, mad og drikkevarer samt udflugtsture.

Basalt set: Rally koster i fire dage inklusive camping i omegnen af 2400 kroner med mad, underholdning og en udflugt, Motocamp lidt mindre og så Mototour fire dage på hotel til omkring 2400 kroner. Men kun med plads til omkring 200 deltagere.

Der er og kommer mere info på www.stup.dk , www.danskemotorcyklister.dk og på

Facebookgruppen FIM-rally Danmark

Give det hele en tanke og kig på mc’en i garagen: ”Den burde jo uden videre kunne køre derhen og hjem uden problemer”.

Og så skal vi huske, at vi som motorcyklister bidrager til at holde liv i store og små turistvirksomheder på vores vej frem og hjem: Campingpladser, hoteller, hytter, restauranter osv.

Det gør de flyrejsende trods alt ikke…