Rådet for sikker trafik har i denne uge udsendt en pressemeddelelse, for at mindske mindske antallet af ulykker med motorcykler. Det er prisværdigt, men kampagner skal kunne gøre en forskel.

Den nye pressemeddelelse, der kaldes en kampagne, er sat i søen af Rådet for Sikker Trafik, for at få motorcyklister til at køre med hjelme i neonfarver. Begrundelsen er, at hjelme i neonfarver er mere synlige end de mere populære sorte hjelme.
Rådet har stillet to hjelme ved siden af hinanden, foran en mørk baggrund, hvorved den ene hjelm springer mest i øjnene. Det hører således med til ligningen, at baggrunden bag en kørende motorcykel iført en iøjnefaldende hjelm, har stor betydning for, om hjelmen ses af andre trafikanter.

Inden man farer ud og bruger opsparingen på at købe en ny hjelm i iøjenfaldende farver, er det også værd at vide, at der ikke er evidens for, at motorcyklister mindsker egen risiko ved at anvende en hjelm i pangfarver.

Kendt viden
Gennem årtier har DMC været en aktiv spiller i arbejdet med at forbedre motorcyklisternes sikkerhed.
DMC bruger løbende sine internationale samarbejdspartnere til at vurdere værdien af forskellige ideer, og effekten af den nye kampagne må siges at være lidt overvurderet.
Det ville ellers være rart, hvis statistikkerne bakkede op om, at man ganske enkelt kunne nedsætte sin risiko på hjul, blot ved at køre med en hjelm i iøjnefaldende farver. Men sagen er, at også en række andre faktorer spiller ind.

Udenlandske erfaringer
I England har politiet set på uheld og motorcyklisternes farver, og det har vist sig ikke at have den store effekt. Og de var endda så ”frække” at bruge et billede af en sortklædt motorcyklist og deres egne politimotorcykler, men ude i naturen er det ikke nødvendigvis en hjælp.

Baggrunden har afgørende betydning for, om motorcykler ses. Foto: British Police Accident Study

Ganske mange andre lande har samme erfaring, og Elaine Hardy, der er en af de fremmeste forskere inden for mc-sikkerhed, forklarer, at mange uheld skyldes det, som kaldes ”The Stupid Factor”.
Altså at trafikanterne opfører sig dumt og dermed er med til at skabe en ulykke.

Vi skal ikke glemme, at for 30-40 år siden havde EU en ide om, at alle motorcyklister skulle være iklædt orange dragter. Den totalt håbløse ide var blandt andet med til at få sammentømret forbindelserne mellem de europæiske motorcykelorganisationer.

DMC ønsker helt bestemt, som andre, at antallet af ulykker med motorcykler skal ned, men det skal gøres på måder der giver mening, og som ikke primært er til gavn for forhandlere og hjelmproducenter.

Risiko for forbud
Rådet for Sikker Trafik mener der er en risiko forbundet med at køre med en sort hjelm.
Vi mener at der er en risiko for, at politikere begrænser vores frihed, ved at indføre et forbud mod mørke farver, hvis rådets påstande får lov at stå uimodsagt.

Så tag en dyb indånding før den sorte hjelm udskiftes med en ny, neongul hjelm, og vurder hvad du selv mener er det rigtige at gøre.
Pengene kan være bedre givet ud på at købe ekstra forlygter, idet køretøjer med to forlygter kan være nemmere at se, end køretøjer med en enkelt forlygte. Dette fremgår af en undersøgelse fra 2009.