Her burde næsten være en fanfare af motorcykler der gasser op, for Teoriprøve 2 for erfarne motorcyklister er nu tilgængelig. Vi springer imidlertid fanfaren over, og venter med at bruge benzinen til motorcykelsæsonen går igang. Tiden indtil da kan passende bruges på “mental køretræning”.

Det er stadig håbet, at vi med vores alternative teoriprøver som optakt til sæson 2024, kommer til at se færre uheld i år, sammenlignet med tidligere år.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har taget en del tid at lave teoriprøverne. Men det har været en interessant proces for os der interesserer os for motorcykler og køreteknik. Nogle af spørgsmålene, og de tilhørende forklaringer, har der været enighed om fra start. Andre har medført afvejninger og konstruktive diskussioner, så der har ikke været kastet med hverken skældsord eller brugte kæder og tandhjul. Processen har med andre ord også været intern DMC lærerig, da ingen af os ved alt. Men vi har forskellige erfaringer, og har derfor ind imellem haft forskellige holdninger og tilgange til situationerne.

Nu er nogle af os DMC’ere blevet lidt klogere, og forhåbentlig kan andre også få øjnene op for eventuelle områder man kan forbedre sig på.

Som det ser ud lige nu, har vi nok spørgsmål til mindst et par teoriprøver mere, men vi skal lige blive helt færdig med dem.

Teoriprøverne er tilgængelige for enhver, og findes under menupunktet Kampagner.

Og bare rolig, der bliver ikke udfyldt et evalueringsskema som det viste. Deltagelse er anonymt.