Knytnæven hamrer ned i bordet, efterfulgt af en fejende arm, der vælter computerskærmen på gulvet. Ansigtet har hyperventilerende mund og bævende læber. De opspilede øjne ser mod loftet, før råbet kommer: “Teoriprøve der ikke har været forbi mit bord? Hvordan kan de gøre det mod os? Har de slet ikke forstået, at alt skal gå gennem os, så samfundet ikke går i stå? Vi skal godkende alt der har med motorcykler at gøre. Prøver DMC at gøre os overflødige eller hvad?”

Det bliver muligvis reaktionen blandt højt placerede embedsmænd i Trafikministeriet, Overformynderiet eller andetsteds i statsadministrationen, når de erfarer, at vi har lavet en teoriprøve, uden at spørge dem om lov. Uden at bede om deres mening.

Og så koster det nok lige en computerskærm mere, når de erfarer, at vi ovenikøbet har gjort det med vilje.

Teoriprøver for erfarne

For første gang nogensinde har vi nemlig lavet en teoriprøve. Det redder måske den tredje computerskærm når de finder ud af, at vi ikke forsøger at erstatte eller konkurrere med de teoriprøver, som bilister og motorcyklister skal igennem, for at få kørekort. Derimod er vores teoriprøve tiltænkt erfarne motorcyklister. Teoriprøven er oven i købet gratis. Staten får hverken moms, grønne afgifter eller lejeværdi af egen styrthjelm, når man tager testen.

Jamen jamen, hvorfor dog?

Det har vi gjort, da der hvert år opstår trafikuheld, hvor motorcykler kører af vejen, eller kolliderer med andre trafikanter. Det kan der være flere årsager til, men vi er af den overbevisning, at en del af disse uheld kan undgås, hvis motorcyklisterne, i højere grad end i dag, bliver opmærksomme på at anvende de rette teknikker under kørsel. Nogle teknikker lærer man på køreskolen, andre på anden vis, typisk på kørekurser. Og noget har man måske glemt.

DMCs teoriprøver er skabt for at få udbredt køreteknisk viden.

Vores håb er, at når 2024 sæsonen kommer i omdrejninger, vil motorcyklisterne være bedre forberedt end hidtil, så vi ser færre uheld.

Flere på vej

Teoriprøven er den første i rækken. De næste måneder frigiver vi flere teoriprøver, efterhånden som vi bliver klar med dem.

Teoriprøverne tilgås under menupunktet Kampagner, eller her

Teoriprøver for erfarne motorcyklister